I denne blog følger vi Servius, en romersk legionær fra det andet legion under Titus Flavius Vespasianus i året 43 e.kr.. Han er en tesserarius (vagt-kaptajn) i Noviomagus Reginorum i Storbritannien, en militær lejr der blev etableret som en del af den romerske invasion af det britiske ø af kejser Claudius.
Den tidlige kejserperiode
Fra 27 f.kr. blev det Romerske Rige styret af en kejser, princeps (den første) eller imperator (øverstbefalende). Han havde magten fra de vigtigste magistrater fra republikken samlet og var ikke kun enehersker og øverste militærfører, men også det religiøse leder for riget. Kejserkultus, der var etableret af Augustus, afbildede kejseren ikke som en despot eller militær hersker, men som en pater patriae, en slags guddommelig 'fader for folket', der var den ultimative patron med alle romere som hans klienter. Ligesom en fader i det patriarkalske romerske samfund styrede familien, styrede kejseren det Romerske Rige.
Tidlige kejsere blev efterfulgt af deres (adoptiv)børn, og dynastier herskede over Rom. Navnene Caesar og Augustus blev, ligesom titlene princeps og imperator arvet. Selvom de var konger i alt undtagen navn, sørger kejserne for, at de ikke blev betragtet som monarker. Titlen princeps betød nemlig 'den første blandt ligestillede', både af senatet (princeps senatus) og folket i Rom (princeps civitas). Denne titel blev også uofficielt brugt af konsuler, republikens valgte ledere – et vigtig ordvalg. For selvom Rom på dette tidspunkt funktionelt ikke længere var et republik, dannede republikidealet grundlaget for romersk identitet. Romerne kaldte sig selv for et republik helt til den vestlige riges fald i 476.
Selvom Augustus havde formået at retfærdiggøre kejserens position ved (efter eget udsagn) at bringe stabilitet og fred, var der meget konflikt og successionskrig inden for den dynastie, han efterlod. Kejsere blev nemlig ikke valgt, hvilket, ligesom et monarki, medførte meget ustabil succession. Den prætorianske garde, som Augustus havde oprettet som livvagt for ham selv og kejserfamilien, spillede også en vigtig rolle i kejserlig politik, i konflikt med senatet; især ved at afsætte og vælge kejsere. Dette var f.eks. tydeligt, da kejser Caligula i 41 e.kr. efter et autokratisk skrækkeligt styre blev myrdet af en sammensværgelse af senatorer, og hans fætter Claudius blev udnævnt af den prætorianske garde som den nye imperator.
Den romerske erobring af Storbritannien
I 43 e.kr. begyndte kejser Claudius erobringen af Storbritannien, som tidligere var besøgt af Caesar og det trettende legion. Dette gjorde han for at sikre sin popularitet i armeen og sin magt som kejser. En af fejltagelserne fra hans forgænger, den tidligere nævnte Caligula, var aflysningen af en planlagt invasion af den britiske ø. Ved at fortsætte disse planer sikrede Claudius en strøm af rigdom og prestige til kejserhuset efter en periode med ydmygelse og svækkelse.
På den britiske ø var der opstået en konflikt, som Claudius kunne drage fordel af; den britisk-keltiske stamme Atrebates, som var Roms allieret, blev på det tidspunkt angrebet af den anti-romerske Catuvellauni. Dette gjorde det muligt for romerne at præsentere deres invasion som en ekspedition for at komme Atrebates til undsætning. Den romerske invasionsstyrke på ca. 40.000 mand afgik i sommeren 43 fra Gallien til den britiske sydkyst, selvom historikere ikke er helt enige om, hvor den afgik fra og hvor den præcist gik i land. Atrebates gav den romerske hærstyrke steder til at slå sig ned og etablere vinterlejre. Et eksempel på dette er Noviomagus Reginorum, som blev brugt af det andet legion fra den kommende kejser Vespasianus.
Den romerske hær markeredes fra kysten mod det indre land og vandt vigtige slag ved de britiske floder uden alt for meget blodsudgydelse, hvor Catuvellauni blev definitivt besejret. Kejser Claudius havde ingen militær karakter og kom selv efter nogle britisk-keltiske stammer havde givet sig samme år. Denne tidlige romerske erobring var så succesfuld, at Claudius ifølge den romerske historiker Cassius Dio blev kaldt tilbage til Rom efter kun 16 dage for at holde et triumftog. I de kommende årtier ville erobringen af den britiske ø vise sig at være mere arbejde end forventet. Instabiliteten i det romerske kejserhus, opstande som dronning Boudicaas og konstante grænsekonfliker med picternes i det barske nord ville forhindre romerne i at få hele Storbritannien i deres magt.
Legionen af principatet og en legionærs udstyr
Ud over oprettelsen af den prætorianske garde blev legionens inddeling af principatet overtaget fra senreplubliken. Legionærens vabenrustning blev på tidspunktet for principatet leveret af den romerske regering. Den producerede rustning, våben og tøj i specielle fabricae, værksteder over hele riget. Vabenudstyr blev produceret og genbrugt i stor målestok: herved var legionernes udstyr konsistent. Forskellen mellem hastati, principes og triarii var faldet bort på dette tidspunkt. I stedet bestod hæren af Legionærer, hjælpetropper-kavalerist og hjælpetropper-bueskytter. Fordelen ved dette var, at fokus lå på en konsistent type infanteri med konsistent bevæbning, træning og inddeling.
En legionærs udstyr var designet til at være så praktisk og funktionelt som muligt. En legionær skulle nemlig i sin fulde rustning ikke kun kunne kæmpe, men også marcher lange afstande på en dag eller stå vagt i lange perioder.
Romerske legionærer som Servius havde lignende tøj og udstyr, men var ikke ensartet. Selvom de fik tildelt deres udstyr af den romerske stat, blev der også delt meget eller overtaget fra tidligere generationer. Således modtog Servius sin hjelm, skjold, gladius, bælte og sandaler fra staten, men bærer den gamle ringbrynje fra hans bedstefar Publius, som kæmpede i det andet legion under kejser Augustus.
Servius' udstyr som legionær
Tøj
Tunica (tunika)
I det romerske samfund var den ulden (eller linen) Tunica det vigtigste beklædningsgenstand for både mænd og kvinder. Det var meget på mode i republikken at gøre det langt og flydende for at give samme udstråling som den mere formelle toga, som blev båret af romerske borgere. Dette var dog ikke praktisk for legionærer, og derfor bar de en kort tunica.
Tunicaen, som Servius bærer, er lavet af uld og er farvet rød. I moderne afbildninger bærer legionærer ofte rød, fordi denne farve var symbol for krigsguden Mars. Det er dog uklart, om legionærer overhovedet bar farvet tunica, da staten lod deres udstyr producere så billigt som muligt. Farven var heller ikke ensartet pr. legion (eller selv pr. kohort). Soldater bar ofte tunicaer fra andre serier, eller fik tøj sendt hjemmefra.
Halsørklæde
Halsåbningen på tunicaen er ret bred: derfor bærer Servius, ligesom andre legionærer, et tørklæde for at sikre, at hans nøgleben og skuldre er beskyttet mod mulige blærer eller hudirritationer fra lorica hamata.
Cingulum & cintus (bælter)
Bæltet, som Servius bærer, er ikke kun beregnet til at fastgøre hans gladius og pugio til, men også som symbol på hans krigerstand. Kun romerske soldater måtte bære dem, både under og uden tjeneste. Disse bælter er fundet i mange forskellige varianter og blev i mange tilfælde rigeligt pyntet af soldater, da de under deres stationering ikke havde meget andet at bruge deres løn på. Ofte blev dette gjort med en serie plader (lamna) og fra det første århundrede e.kr. en slags pynt af dekorerede bælter (baltea): disse var lavet af messing eller tin. Der er også mange afbildninger fra det første århundrede f.kr. af cingula i en 'cowboy'-konstruktion, hvor to bælter blev krydset over hinanden. Det var sandsynligvis forbeholdt de rigeste legionærer, som havde råd til to dekorerede bælter.
Caligae (sandaler)
Sandalerne, som Servius bærer, er en praktisk militær model, der blev båret af legionærer. Militære sandaler var komfortable og lette i designet: derved kunne soldater udføre hårdt arbejde, stå vagt i lange perioder og marcher lange afstande hver dag uden at få blærer. Sandalerne blev forsynet med søm af soldaterne selv for at give mere grip på bar eller naturlig jord. Med disse kunne faldne fjender på slagmarken også blive elimineret, når de romerske enheder markeredes over dem.
Sandaler slid hurtigere end noget andet del af militærudstyr: ofte havde en sol
