De Triarii Triarierne

Denne blog følger den romerske soldat Gnaeus i året 251 før Kristus. Han kæmper sammen med romerne mod karthagerne som en triarius i slaget ved Panormus, dagens by Palermo. Dette slag var en del af Første Puniske Krig, en konflikt der markerede slutningen på den tidlige republikanske periode. Herefter blev Rom en vigtig stormagt i Middelhavet og kernerivalerne til det fønnikiske Karthago.

Den tidlige romerske republik

Siden kongerne blev fordrevet i 509 f.Kr. til udråbelsen af principatet i 27 f.Kr. var Rom en republik. Normalt opdeles perioden for den romerske republik i den tidlige, mellemste og sene romerske republik. Man skal ikke tro, at "republikken" var en konstant i løbet af den tid, den eksisterede: ifølge historikeren Jeremy Armstrong kan denne periode deles op i hele 13 dele. Begyndelsen af den romerske republik lignede kongetiden ved, at den blev ledet af krigsherrer, hver med deres eget følge af klienter. Herfra opstod til sidst de sociale forhold i det romerske samfund.

Omkring denne tid skal vi tænke på løse grupper af krigsbånd snarere end på den græske type poleis. De foretog årlige røvertogter mod fjendesbyer, hvorefter de gjorde sig selv til helte med det bytte, de havde "heroisk" vundet, og var heltene for resten af befolkningen. Den store forskel mellem den tidlige republik og kongetiden var, at disse krigsherrer ofte arbejdede tæt sammen og mere begyndte at handle i navn for den romerske republik. Fra denne tradition ser vi også triumphtogterne og patriciernes påstand om det største område af krigsbytte, som de havde erobret "i Roms navn".

Krigsherrerne i den tidlige republik kom fra forskellige latineske folk og kom ikke altid fra selve Rom. Det var meget attraktivt for en ambitiøs krigsherre fra en anden stamme at slutte sig til dem og sådan blive også en "romer". Disse krigsherrer kunne slutte sig til og så længe de handlede i navn for Republikken, var de en velkomst gevinst. På denne måde kunne den tidlige republik vokse betydeligt i militær styrke. Denne åbne karakter hos de tidlige romere over for "fremmede" er bemærkelsesværdig, især sammenlignet med senere perioder, hvor kun en lille gruppe romere havde fuldt statsborgerskab, selv om de var romerske allierede eller endog født i Rom.

Krigsherrerne fra den tidlige periode blev over tid til patricierne, de aristokratiske familier der skulle regere Rom. Fra dette synspunkt blev kløften forøget mellem de "har" (patricierne) og "har ikke" (plebejerne), hvorfra lange politiske gnidninger opstod hvor plebejerne ville have større andel i patriciernes rettigheder. Selvom navnet "Republik" antyder et relativt ligeligt samfund, var det langt fra demokratisk: kun mandlige romerske borgere havde stemmeret og juridisk personlighed. Samfundet var gennem denne oprindelse meget hierarkisk inddelt og dannet af patron-klient-forhold, også blandt de privilegerede borgere. Adellige senatorfamilier stod øverst, fulgt af equites (riddere) og plebejerne. Under dem eksisterede en underklasse af proletarer og slaver, der havde næsten ingen indflydelse på deres eget liv, endsige på politikken.

Republikens ideal dannede grundlaget for den romerske identitet; romerne har hele tiden kaldt sig selv en republik indtil faldet af det vestlige imperium, selvom de blev beherske af en kejser. Fra perioden med mellemrepublikken ser vi fremkomsten af en bureaukratisk maskine, der var nødvendig for at kunne håndtere Roms kompleksitet. Heri spillede fremtrædende patricierfamilier nøglerollen.

Hæren i mellemrepublikken

Det er ingen overraskelse, at hierarkiet i det romerske samfund kunne ses i republikens hær. I den tidlige periode lignede den romerske hær den hos omkringliggende bystater, bestående af løse røverbander og hoplitthære i falanks efter den græske model. Under krigen mod samniterne fra 343 til 290 f.Kr. udvikledens romerne en ny, original krigsformation og krigsførelsesmåde, den såkaldte manipel-hær. Dette ville være standardformen for mellemrepublikansk hær, indtil reformerne i slutningen af det andet århundrede f.Kr.

Manipel-hæren var opdelt i forskellige rækker og grupper med deres egen funktioner. Forgardenhederne blev ledet af velites, let infanteri som bombarderede fjenden. De var ofte yngre mennesker, der uden for en ulvehud og et lille skjold ikke havde nogen beskyttelse for at kunne bevæge sig så hurtigt som muligt over slagmarken. Tung infanteri var det vigtigste element i den republikanske hær. Formationen af disse soldater var opdelt i tre linjer baseret på kamperfaring og velstandsklasse. Forrest stod hastati: de var de mindst erfarne og pansrede soldater, der anførte angrebet i den første fase af et feltslag. Midterlinjen blev dannet af principes. Hvis linjen af hastati blev brudt under den første fase, eller hvis denne del af kampen varede for længe, kom de frem, udrustet og klar til at bekæmpe en udmattet modstander. Triarii såsom vores Gnaeus, veteranerne med det bedste udstyr, dannede baggardenhederne af den romerske hær. Hvis formationerne af hastati og principes var blevet brudt, skyndte de sig til hjælp i den sidste fase af slaget. Dette skete sjældent og var et tegn på, at der ville blive kæmpet til det bittre ende; romerne havde endog et udtryk for det i hverdagssproget, "res ad triarios venit" eller "det hele handler om triarii". Desuden var der ridteri ved flankerne, bestående af klassen equites (riddere), hjælpridteri bestående af rige italienere uden statsborgerskab og andre specialister.

Roms erobringsstrategi i Italien

Rom var gennem de tidlige århundreder af republikken vokset fra en lille bystat til et imperium, der styrede næsten hele Italien. Dette skete i nogle få tilfælde gennem blodige erobringskrige, såsom mod den etruskiske by Veii i 396 f.Kr., der kun var 16 km fra Rom. Men i de fleste tilfælde gik denne "erobring" hånd i hånd med en listig strategi om at indlemme og fusionere krigsherrer fra andre indo-europæiske kulturer. Regelmæssigt valgte Rom allierede ud for at angribe deres fjender sammen med dem og derefter indlemme begge folk i republikken. Til sidst var der for eliten af disse andre folk rigeligt med muligheder for at slutte sig til eliten af det romerske samfund.

Den Første Puniske Krig

I løbet af det fjerde århundrede før Kristus havde republikken opsluglet andre små bystater og regionale herskere, men kom derved i stigende grad i konflikt med andre imperia omkring Middelhavet. Dette skete i 264 f.Kr., da Rom kom kampaniske sørøvere til hjælp i Messina mod den græske bystat Syracuse på Sicilien. Rom kom i konflikt med de andre allierede blandt campaniere, den fønnikiske bystat Karthago. Denne uenighed udartede sig til en meget ødelæggende krig mellem de to stormager, større end konflikten, der var begyndt i 264 f.Kr.; Syracuse løb endog over til det romerske hold efter kun et år.

På grund af Siciliens placering blev meget af krigen udkæmpet til søs. Rom var ved krigens start kun en landmagt og blev gentagne gange hindret af den karthagiske flåde uden at kunne slå tilbage. Herved udvikledens byen sin egen søflåde med triremes, der var direkte kopieret fra en strandet karthagisk model. Selvom romerne på kort tid kunne bygge en flåde, var det klart, at karthagerne havde meget mere erfaring med søkrigsførelse. Den romerske strategi var derfor beregnet til at gøre et søslag til et feltslag ved at få romerske marinesoldater til at entere karthagiske skibe ved hjælp af en corvus, en slags gangbro. Dette var meget effektivt og forblev den vigtigste strategi for den romerske marine gennem de kommende århundreder.

Det meste af krigen forblev uafgjort blandt de to lejre. Den unge romerske søflåde forsøgte endog at foretage en vovejet invasion af Karthago mellem 256 og 254, men dette mislykkedes hurtigt. Det sidste afgørende feltslag blev kæmpet i 251 f.Kr., da romerne lykkedes med at forhindre karthagerne i at erobre byen Panormus (Palermo). Herefter havde romerne næsten helt Sicilien i deres hænder og krigen blev herefter næsten udelukkende udkæmpet til søs. Et mislykket søtogter i 249 f.Kr., hvor den romerske flåde led store tab, blev fulgt af en langsommelig dødvande. I 243 f.Kr. lykkedes det romerne at bygge en ny flåde og i 241 f.Kr. vandt de et afgørende søslag, hvorefter Karthago underskrev freden og Rom fik kontrol over Sicilien. Øen blev dermed (med undtagelse af Syracuse) Roms første provins, under styret af en praetor.

Fred mellem Karthago og Rom ville ikke vare længe og de konflikter, der fulgte, ville være blandt de mest tragiske og ødelæggende krige fra den klassiske oldtid. I 218 f.Kr. brød der igen krig ud mellem de to stormager, denne gang på Iberien. Den karthagiske feltmarskal Hannibal skulle dog bringe konflikten til Rom og næsten ødelægge stormaskinen.

Udstyr for triarius Gnaeus

Tøj

Tunica (tunika)

I det romerske samfund var tunicaen af uld, linned (og i nogle tilfælde bomuld) det vigtigste klædestykke for både mænd og kvinder. I republikansk periode var det meget modernt at gøre disse lange og faldende for at give samme udstråling som den mere formelle toga, som rømerske borgere bar. Dette var dog ikke praktisk for soldater og derfor bar de en kort tunica, med eller uden korte ærmer.

Tunicaen, som Gnaeus bærer, er farvet blå. I moderne billeder bærer romerske militærbetjente ofte rødt, fordi denne farve stod symbol for krisguden Mars. Det er dog uklart, hvilke farver romerske soldater bar, da farven pr. legion (og også manipel) ikke var ensartet. Soldater dyrkede deres egne tunicaer i republikperioden, som de ofte fik sendt hjemmefra: sådan fik Gnaeus sin tunica som en gave fra sin kone.